Som menneske har vi 30-70.000 tanker i løbet af en dag – det er utrolig mange tanker og også flere, end hvad de fleste af os bemærker. I blandt disse mange tanker vil der altid være både positive tanker såsom “sikke et dejligt vejr idag”, neutrale tanker “jeg er tørstig” og også negative tanker “hvad nu hvis jeg ikke klarer den?”. Det er helt naturligt og menneskeligt. Alle mennesker, uden undtagelse, tænker negative tanker. Der er altså ikke noget galt med dig eller unormalt ved dig, når du tænker negativt.
En anden kategori af tanker, som de fleste af os ikke går og taler højt om, er uønskede tanker af ubehagelig karakter, som man ikke kan identificere sig med – nemlig tvangstanker. Mange tror, at det kun er folk med OCD, der oplever tvangstanker, men faktisk oplever 80% af befolkningen at blive ramt af uønskede, påtrængende tanker. Disse kan komme i mange former for eksempel; “er jeg pædofil?” “hvad nu hvis jeg slår mine børn ihjel?”, “tænk, hvis jeg hopper ud foran det her tog”, “hvad nu hvis min mor dør i et trafikuheld” eller et ubehageligt billede af ens barn liggende død på bunden af et svømmebasin. Selvsagt kan de her tanker være meget skræmmende at blive ramt af. Men som jeg nævnte før, så oplever 80% af os at få dem, og de er en ligeså naturlig del af vores tankestrøm som tanken “er jeg god nok?”.
Alle mennesker, uden undtagelse, tænker negative tanker
Størstedelen af befolkningen ser disse tanker som forbipasserende mærkelige tanker, men en del af os, bliver bange for de her tanker og frygter, at de fortæller noget om os som person. At vi faktisk kan finde på at springe ud foran toget, slå vores børn og mand ihjel eller, at vores barn ender i en drukneulykke, når vi tænker sådanne ubehagelige tanker. Og lige præcis her opstår problemet. Ikke i tanken i sig selv, men i det vi tror om den.
En del af os bliver bange for de her tanker og frygter, at de fortæller noget om os som person
Grunden til dette er, at hvis vi tror, at vores tvangstanker er sande, bliver vi bange for dem og vil gøre alt for at få dem til at gå væk. Man har således en metakognitiv overbevisning omkring, at tanker er betydningsfulde, sande og magiske. En sådan overbevisning kan resultere i mange forskellige, uhensigtsmæssige, langvarige og tidskrævende strategier, når tvangstanken rammer. Måske man begynder at anlysere, hvorvidt man virkelig kunne finde på at slå sit barn ihjel, hvilket blot forøger fornemmelsen af fare, da tanken får mere fokus og energi. En anden strategi kunne være at undgå at være i nærheden af knive eller undgå at være tæt med sine børn for at sikre sig, at man ikke kommer til at handle på sine tanker. Igen, vil denne strategi blot give ekstra vigtighed til tanken, og man vil fortælle sig selv, at man skal være bange for de tanker. Desuden vil man aldrig på afkræftet sin frygt om tankers magt. En anden strategi kunne være at gøre alt for at få tanken til at gå væk ved forskellige handlinger eller mental kamp med tanken, hvilket kaldes tvangshandlinger. Dette giver blot igen tanken ekstra vigtighed og forstærker den metakognitive overbevisning omkring, at tanker er betydningsfulde begivenheder i sindet, der skal have særlig behandling.
At skulle kæmpe sådan med sine tvangstanker er utroligt krævende, og handlingen virker sjældent på den lange bane, da tankerne blot popper mere og mere op. Det tager altså mere og mere af ens tid at skulle bekæmpe de ubehagelige tanker og frarøver samtidig én ens livskvalitet og mulighed for at være i livet. Udover dette kan al den tid man bruger på at bekæmpe disse ubehagelige tanker og fornemmelser ende med en OCD diagnose. Det er tiden, man bruger på tvangstankerne, og ikke tvangtankerne i sig selv, der skaber og vedligeholder en OCD diagnose.
Det tager altså mere og mere af ens tid at skulle bekæmpe de ubehagelige tanker og frarøver samtidig én ens livskvalitet og mulighed for at være i livet.
Ingen af de ovennævnte strategier er altså hensigtsmæssige, da det blot forøger tankens vigtighed. En ny, og langt mere effektiv, måde at deale med tvangstanker på, er at lade dem være i fred og anvende Afkoblet Opmærksomhed, som er en utrolig vigtig læring i metakognitiv terapi. At kunne forholde sig afkoblet opmærksom til sine tanker og dermed opdage, at de faktisk lever deres eget liv og kommer og går. Problemet opstår, når vi hiver fat i dem og enten forsøger at skubbe dem væk eller bekymre sig om dem. Så bliver de låst fast og får ikke lov at leve deres eget liv. Denne teknik kan dog være svær at udføre, hvis man samtidig tror på tankens sandhed. Hvis man vitterligt er bange for, at man slår sin kæreste ihjel, når man får en sådan tanke, så er det svært “bare” at lade den være.
Problemet opstår, når vi hiver fat i tankerne og enten forsøger at skubbe dem væk eller bekymre sig om dem. Så bliver de låst fast og får ikke lov at leve deres eget liv.
Her er det vigtigt at forstå, at tanker blot er tanker. At tanker ikke er sandhed, men, at de faktisk bare er kemiske beskeder i hjernen. Via denne forståelse kan du sætte dig fri af dine tanker og opdage, at tankerne ikke styrer dig. I terapien bruger jeg lang tid på at få mine klienter til at opdage netop dette. Jeg laver forskellige eksperimenter med mine klienter for at opdage at tanker bare er tanker og, at de ikke kan påvirke virkeligheden. Vi prøver for eksempel at vinde i lotto ved at tænke på det eller forsøge at give hunden øjenbetændelse ved blot at tænke det. Her oplever mine klienter hurtigt, at tanker ikke kan forårsage begivenheder i virkeligheden. Heldigvis forholder det sig sådan, at ikke kun nogle tanker kan være farlige og virkelige, ergo kan ingen tanker i sig selv forårsage begivenheder, heller ikke de helt slemme og ubehagelige. For at opdage dette, kunne jeg finde på at bede mine klienter om at skrive “Maiken Lykke dør af en blodprop om 2 minutter” for at teste, hvorvidt det kan ske. Eller “jeg kvæler Maiken nu”. Jeg har lavet dette eksperiment mange hundrede gange, og jeg lever endnu. Så hvad fortæller det om tanker? Ja, at de blot er passerende begivenheder i sindet.
Her er det vigtigt at forstå, at tanker blot er tanker. At tanker ikke er sandhed, men, at de faktisk bare er kemiske beskeder i hjernen.
Skal du have hjælp til at opdage netop dette og lære at afkoble dig dine negative tanker og tvangstanker og dermed kunne slippe dine tvangshandlinger, så du får mere livskvalitet, er du velkommen til at kontakte mig på +32 70 75 98 eller info@maikenlykke.dk.
Kh Maiken Lykke